Om Hospice Limfjord
Hospice Limfjord er en selvejende institution, som har en driftsoverenskomst med Region Midtjylland. Hospice Limfjord åbnede for patienter den 30.maj 2007, og kan tilbyde støtte til 12 patienter og deres familier.
Hospice Limfjord fungerer under sygehusloven, hvilket betyder at det er gratis for patienten, at være indlagt. Nogle patienter indlægges i den sidste tid af livet og andre indlægges tidligere, hvor der er brug for at lindre svære symptomer. Omkring 20 % udskrives efter et ophold på hospice. Vores data viser, at langt de fleste patienter får det bedre under opholdet.
De bærende værdier på Hospice Limfjord knytter sig til hospicefilosofien, hvor vi har fokus på at skabe så meget livskvalitet for patienten og lindre de svære symptomer, som opstår ved en alvorlig sygdom. Personalet inddrager den nyeste viden i deres faglige beslutninger. Vi er åbne og lydhøre for, at patienten besidder en stor erfaring omkring egen sygdom, som skal inddrages og tillægges stor værdi.
Driftsledelsen varetages af Hospicechef Birte Markfoged, som har reference til en udpeget bestyrelse med Ruth Kristensen som formand.
I vores velkomstfolder kan du læse meget mere om vores hospice, personale og sundhedsydelser.
Vores logo
Vores logo er relateret til hospice opgaven og de omgivelser vi har. Vi har lærken i den blå himmel, solens stråler der giver håb og glæde og den grønne farve fortæller at noget spirer og gror.
Ved hospicets oprindelse gav personalet i fællesskab logoet betydning.
Lærken betyder, at der er
• Højt til loftet
• Plads til spontanitet og åbenhed
• Overblik i situationen
• Udviklingsmuligheder
Solen er livskraft og varme. Dens stråler udtrykker værdier, som
• Rummelighed, åndelighed, værdighed og æstetik
• Ydmyghed, kreativitet, og næstekærlighed
• Varme og omsorg
• Faglighed og udvikling
• Tillid og arbejdsglæde
Den blå bølge symboliserer fjorden og udtrykker vores
• Kraft og styrke
• Udholdenhed
• Grænseløshed
Hospicefilosofien
I gode hænder – når livet er allersværest. . .
Ordet hospice betyder herberg, og er en gammel tradition, som dateres helt tilbage til korstogenes tid. Den moderne hospicebevægelse har sit udgangspunkt i 1950’ernes London, hvor Dame Cicely Saunders oprettede det første moderne hospice, St. Christopher’s Hospice. Det er herfra, at de danske hospicer har hentet inspiration.
Hospicefilosofien har et helhedssyn på patientens og de pårørendes situation, når helbredende behandling er udsigtsløs. Omdrejningspunkterne i hospicetankegangen er symptomkontrol, medinddragelse af pårørende, omsorg for efterladte, tværfaglighed, forskning og udvikling.
Hospice hjælper ved at anvende alle facetter af den lindrende behandling, pleje og omsorg, men også ved at undgå meningsløs behandling med avanceret teknologi, som kan opretholde livsfunktioner men ikke fastholde liv med mening.
På et hospice er der læger, sygeplejersker og andre specialister med erfaring inden for lindrende indsats. Den professionelle behandling og pleje går hånd i hånd med respekt for det enkelte menneskes særlige værdi og der gives en medmenneskelig omsorg, hvor de små og nære ting også tillægges betydning.
- Hospice er for alle med en livstruende og alvorlig sygdom, hvor døden er nært forestående.
- Ophold på hospice er gratis under loven om frit sygehusvalg
- Omkring 20% af patienter på hospice lindres på en måde, så de kan udskrives igen.
Hospicefilosofien og sygehusvæsenet?
I de traditionelle sygehuse har forebyggelse og helbredelse en særlig høj prioritet. Opgaven med at drage omsorg for patienter, der ikke kan kureres, kan nemt blive underprioriteret. Uhelbredeligt syge kan føle sig fejlanbragt på sygehuset, fordi de ikke passer ind i det specialiserede sygehusvæsen.
I hospicefilosofien betragtes døden ikke som en fejl, men som en del af vores livsvilkår. Man ser på patienten, familien, livshistorien og den aktuelle situation som en helhed. Patienten er ikke bare sin sygdom. Når sygdom ikke længere lader sig behandle, er det mennesket i situationen, der er sagen.
Hospicefilosofien er både en udfordring og en inspiration for det traditionelle hospitalsvæsen. Således er der i følge læger en stigende interesse fra landets sygehuse for hospicetanken.
Oprettelse af hospicer har givet konkrete eksempler på hvordan pleje og omsorg af døende kan håndteres. Derudover har hospicer bidraget til at fjerne noget af tabuopfattelsen omkring døden, så det er blevet lettere at forholde sig til livets afslutning, både i personlige og politiske sammenhænge.