Om Hospice Limfjord

Vi er en selvejende institution, som har en driftsoverenskomst med Region Midtjylland. Hospice Limfjord åbnede for patienter den 30.maj 2007. Vi kan i dag tilbyde støtte til 12 patienter og deres familier.

Hospice Limfjord fungerer under sygehusloven, hvilket betyder at det er gratis for patienten, at være indlagt. Nogle patienter indlægges i den sidste tid af livet og andre indlægges tidligere, hvor der er brug for at lindre svære symptomer. Omkring 20 % udskrives efter et ophold på hospice. 

De bærende værdier hos os knytter sig til hospicefilosofien, hvor vi har fokus på at skabe så meget livskvalitet for patienten og lindre de svære symptomer, som opstår ved en alvorlig sygdom. Personalet inddrager den nyeste viden i deres faglige beslutninger. Vi er åbne og lydhøre for, at patienten besidder en stor erfaring omkring egen sygdom, som skal inddrages og tillægges stor værdi.

Hospice Limfjord ligger ved siden af Skive Sygehus og i gåafstand til by, skov og fjord. Der er gratis parkering foran hospie, hvor pårørende kan holde 24 timer i døgnet. 

Hospice Limfjord er indrettet i en ældre renoveret ejendom. Bygningen er i flere plan med gennemgående elevator. På Hospice Limfjord er der private rum og fælles rum. Huset omfatter bl.a. hovedindgang med reception, fælles dagligstue, spisestue, havestue, baderum med spabad, wellnessrum, sansehave, vaskerum mm. De private rum er de 12 hospicestuer. Stuerne er store, lyse rum med selvstændigt badeværelse. Alle stuer er velindrettet til familien, og for at sætte personligt præg på stuen er der malerier, billeder, pynteting mv. De 12 stuer er forskellige og er på ca. 35 m2, hvilket giver de pårørende gode rammer for at være en naturlig del af forløbet. Pårørende er velkomne til at være medindlagte og på hos patienten på stuen.

Hospicefilosofien

I gode hænder – når livet er allersværest. . .

Ordet hospice betyder herberg, og er en gammel tradition, som dateres helt tilbage til korstogenes tid. Den moderne hospicebevægelse har sit udgangspunkt i 1950’ernes London, hvor Dame Cicely Saunders oprettede det første moderne hospice, St. Christopher’s Hospice. Det er herfra, at de danske hospicer har hentet inspiration.

Hospicefilosofien har et helhedssyn på patientens og de pårørendes situation, når helbredende behandling er udsigtsløs. Omdrejningspunkterne i hospicetankegangen er symptombehandling, medinddragelse af pårørende, omsorg for efterladte, tværfaglighed, forskning og udvikling.

Hospice hjælper ved at anvende alle facetter af den lindrende behandling, pleje og omsorg, men også ved at undgå meningsløs behandling med avanceret teknologi, som kan opretholde livsfunktioner men ikke fastholde liv med mening.

På et hospice er der læger, sygeplejersker og andre specialister med erfaring inden for lindrende indsats. Den professionelle behandling og pleje går hånd i hånd med respekt for det enkelte menneskes særlige værdi og der gives en medmenneskelig omsorg, hvor de små og nære ting også tillægges betydning.

  • Hospice er for alle med en livstruende og alvorlig sygdom, hvor døden er nært forestående.
  • Ophold på hospice er gratis under loven om frit sygehusvalg
  • Omkring 20% af patienter på hospice lindres på en måde, så de kan udskrives igen.

Hospicefilosofien og sygehusvæsenet?

I de traditionelle sygehuse har forebyggelse og helbredelse en særlig høj prioritet. Opgaven med at drage omsorg for patienter, der ikke kan kureres, kan nemt blive underprioriteret. Uhelbredeligt syge kan føle sig fejlanbragt på sygehuset, fordi de ikke passer ind i det specialiserede sygehusvæsen.

I hospicefilosofien betragtes døden ikke som en fejl, men som en del af vores livsvilkår. Man ser på patienten, familien, livshistorien og den aktuelle situation som en helhed. Patienten er ikke bare sin sygdom. Når sygdom ikke længere lader sig behandle, er det mennesket i situationen, der er sagen.
Hospicefilosofien er både en udfordring og en inspiration for det traditionelle hospitalsvæsen. Således er der i følge læger en stigende interesse fra landets sygehuse for hospicetanken.

Oprettelse af hospicer har givet konkrete eksempler på hvordan pleje og omsorg af døende kan håndteres. Derudover har hospicer bidraget til at fjerne noget af tabuopfattelsen omkring døden, så det er blevet lettere at forholde sig til livets afslutning, både i personlige og politiske sammenhænge.